Vegansk madguide Berlin


Turen gik til Berlin sidste weekend fra fredag til søndag, og det var intet mindre end fantastisk. Jeg har været i Berlin flere gange før, men denne gang var det første gang efter jeg er begyndt at leve vegansk. Jeg har før hørt, at Berlin skulle være et vegansk paradis, og jeg blev totalt bekræftiget i det. Ikke nok med at de har veganske muligheder næsten alle steder, så har de også en hel del 100% veganske restauranter. Det er selvfølgelig også noget vi har herhjemme, men dernede er der bare så meget mere at vælge imellem.

Jeg var afsted med min mor, og selvom hun ikke lever vegansk til daglig, så havde hun alligevel mod på en hel weekend kun med vegansk mad. Hun er en af de få personer, som helt fra start af har støttet mig i den 'rejse' jeg er på, hvor veganisme fylder en del. Hun har været åben og nysgerrig hele vejen igennem, og det sætter jeg super meget pris på. Håber I derude også har nogle mennesker omkring jer, hvor i oplever det samme. Det er guld værd, når det er så nemt at møde modstand som veganer/plantebaseret.

Vi landede sent fredag aften, og vores første måltid dernede var derfor morgenmad lørdag morgen. Efter at have tjekket appen Happy Cow (den skal du downloade, hvis ikke du allerede har gjort det), endte vi på caféen Goodies i Friedrichshain, som er en vegetarisk-vegansk café. Det meste af det var vegansk, samtidig med meget af det også var glutenfrit.

På Goodies var der mulighed for både morgenmad, frokost, og kage til en god kop kaffe. Min mor spiste grød, imens jeg fik en acai bowl (smoothie bowl). Selvfølgelig havde vi også brug for kaffe, så min mor hoppede på en almindelig latte, imens jeg selvfølgelig lige skulle smage deres Salted Caramel Peanut Frappe (Jeps - Det var lige så lækkert som det lyder, men den lå dælme også tungt i maven 😝) Efter vores besøg her fandt vi hurtigt ud af, at området Friedrichshain er helt perfekt, når man er på udkig efter veganske restauranter. Der lå den ene lækre restaurant efter den anden!

Da morgenmaden var indtaget gik turen mod Veganz, som er et 100% vegansk supermarked. Nogle af Veganz produkterne landede i Danmark for nogle måneder siden, så jeg var selvfølgelig nysgerrig på at finde flere produkter som ikke er landet i Danmark endnu. Til min store overraskelse var det ikke kun Veganz produkter der var at finde, men også en masse andre veganske produkter. Selv det danske mærke Naturli' var at finde i kølerne. Det var helt perfekt at der også var andre mærker, så jeg kunne få Oatly iskaffe, Violife mozzarella ost, Vego chokolade og meget mere, som ikke er til at få i Danmark endnu.

Det var det fedeste at gå ind i et supermarked, hvor det er muligt at putte lige præcis det du har lyst til i indkøbskurven. Omkring halvdelen af de varer der var har vi allerede i Danmark, men skal du finde produkterne herhjemme, så er de jo spredt ud over alle forretninger i Danmark. Glæder mig så meget til den dag, hvor Danmark er klar til et 100% vegansk supermarked, som kan løbe rundt! Veganz er klart et besøg værd, så husk lige at ha' masser af plads i kufferten. Det kan være svært at begrænse sig 😄

Da vores morgenmad først blev spist omkring kl. 11, var vi ikke så sultne til frokost. Især fordi jeg godt vidste, at jeg ville forbi Brammibal's Donuts og smage deres veganske donuts. Igen - En hel donutsbutik KUN med veganske donuts. Ikke noget med kun at kunne vælge mellem 1 eller 2 ud af 15. Nej, det var muligt at vælge dem alle! Der ikke så meget andet at sige. Jeg tror, at jeg vil lade billederne tale for sig selv. Det er BESTEMT et besøg værd.

 

Vores næste fantastiske madoplevelse, som var aftensmad, endte med at blive hos Secret Garden (også ude i Friedrichshain). No way, om i må misse den restaurant, hvis I er sushi elskere ligesom mig. Sushi er det jeg har haft sværest ved at undvære, og derfor også noget jeg har spist engang imellem, selvom jeg kun har spist plantebaseret ellers. Derfor skulle vi selvfølgelig besøge en 100% vegansk sushi restaurant, og endnu engang kunne vælge alt på menukortet. Maden i Berlin er ikke særlig dyr, så det var vores sushi bestemt heller ikke. Med friske forårsruller til forret, alt det sushi min mor og jeg kunne spise til hovedret, vin og vand endte vi med at betale 250,- i alt. Det er jo fantastisk! Samtidig med det, var deres mad også det lækreste. Vegansk sushi kan altså virkelig også noget, så det må i heller ikke gå glip af hernede!

Søndag skulle vi hjem sen eftermiddag/aften, så der var kun tid til morgenmad og frokost. Vi besluttede os derfor for at drikke smoothies og kaffe til morgenmad, sådan så vi kunne spise en stor frokost. Det var den bedste beslutning på hele turen! Jeg havde nemlig læst hjemmefra, og samtidig hørt fra flere af jer på Instagram, at 1990 Vegan Living skulle være et mega lækkert spisested. Og ved i hvad? Det er det bedste mad jeg længe har smagt. Jeg elsker, som i virkelig ELSKER vietnamesisk mad, og har savnet det lige siden vi kom hjem fra Vietnam i 2017. Jeg har simpelthen bare ikke fået det særlig meget, og slet ikke efter vi gik vegansk herhjemme. Eller jo, et par friske forårsruller i ny og næ, men så heller ikke mere end det. Jeg var super spændt på at smage det i en vegansk udgave, og det overraskede mig big time. Det var simpelthen SÅ lækkert, og jeg tænkte ikke engang over at det var vegansk. Her kan du bestemt godt invitere din kødspisende rejsemakker med over! Hold nu op, hvor ville jeg ønske der lå sådan et sted i Danmark. Se lige billederne, hvor lækkert det ser ud. Elsker konceptet at der bestilles en masse små retter, og så kan der ellers bare deles. Det er mega hyggeligt!

 

Tak fordi I læste med hertil. Med under 48 timer i Berlin var det begrænset hvad vi kunne nå, når der er så mange veganske restauranter at vælge imellem. Jeg håber at de restauranter vi har besøgt er noget i kan bruge. Jeg har igennem Instagram fået en masse anbefalinger fra jer, og har udvalgt dem jeg ville ønske jeg kunne have nået at besøge.

Andre anbefalinger jeg har fået:

Morgenmad: Kopps (brunch) og My Goodness

Frokost: Vöner kebab, Lia's Kitchen og Ataya Caffe.

Aftensmad: Soy, Quy Nguyen - Vegan Living og Lucky Leek

Og når ja, så klarede min mor den veganske weekend til UG. Kun afbrudt af en enkelt kop kaffe, som hun fik bestilt med komælk. Normalt drikker hun altid med havredrik, men hun blev lige distraheret under bestillingen, og så går ekspedienten jo bare ud fra det skal være komælk. Det kan jo ske - Ingen er perfekte 😉 Ellers er der bare at sige: God tur til Berlin. Du er nødt til at tage afsted, hvis du er interesseret i vegansk mad.

- Frederikke